Blauer Portugieser

Blauer Portugieser er en gammel rødvinssort, som er vidt udbredt i Tyskland, Østrig og

øst-/mellemeuropa. Druen henhører under Vitis Vinifera.

Historien fortæller at druen oprindeligt stammer fra den portugisiske by Porto, hvorfra den i 1772 kom til Bad Vöslau i Østrig, hvorfra den senere bredte sig.

Blauer Portugieser giver en klar rubinrød rødvin med tendens til brunligt skær.

Tidligere blev der mest lavet let bordvin af sorten, men nylige eksperimenter har vist, at længere tids gæring på skallerne og sluttelig lagring på eg, kan give nogle kraftige og fyldige vine. Vinen er drikbar allerede i foråret efter endt vinificering.

Ved god plantepleje og udnyttelse af hele sæsonen indtil efterårsfrost, kan sorten give fyldige dybrøde vine i spätburgunderkvalitet.

Vi har i Tyskland, Østrig og Tjekkiet smagt rigtig gode vine af Blauer Portugieser.

Blauer Portugieser har udspring i primo maj, men tåler lettere nattefrost efter udspring. Trods relativt sen blomstring, betragtes sorten som tidligt og stabilt modnende.

Blauer Portugieser har kraftig vækst og giver stort udbytte.

Blauer Portugieser tåler almindelig vinterfrost, men er påvirkelig overfor både ægte og falsk meldug samt svampesygdommen phomopsis.

Blauer Portugieser er kendt under et hav af synonymer.


Vores motivering for Blauer Portugieser:

Vores valg af Blauer Portugieser er kærlighed og ikke et fornuftsægteskab.

Under vores studietur til Franken i 2012 smagte vi druen for første gang på Landgasthof zum Rappen, hvor den var topvinen på vinkortet.

Vi faldt straks for dens lidt aparte både farve og smag.......den passede som fod i hose ind i temperamentet hos deltagerne i Societe Nordland.

Straks vi kom hjem, blev der indkøbt 28 stokke, som stortrives i vingården.

Vi forventer os meget af druen, som vi indtil videre påregner at lave enkeltvin af.